London er den mest kendte storby i Europa og absolut et besøg værd. Jeg var der i uge 42 i 2011. Det som umiddelbart slog mig var den evige uro, uanset klokkeslæt, sover byen ikke. Der er altid trængsel og larm.
Det næste jeg registrerede var et væld af forskellige sprog og dialekter, fremsat af de mest forskellige mennesker fra hele verden, et sandt Babylon. De enten bor der eller er nogle af de mange turister. Når der er så stor forskellighed i etniciteten i London, skyldes dette landets fortid som kolonimagt. Alle fra kolonierne kunne frit komme til England, noget som mange etniske englændere i dag ikke er så glade for.
Der gøres en stor indsats for at holde byen ren, men luften er ikke for folk med sarte lunger. Nogle af de få cyklister vælger, at køre med maske for mund og næse. Heldigvis oplevede jeg kun London i godt vejr med relativt højtryk. Det er værre med lavtryk og tåge, så får man begrebet "fog" [fåg]. (Luften forvandles til en usund suppe at indånde.)
I London findes mange af de gamle telefonbokse og brevpostkasser (letterbox), sikkert kun af hensyn til turisterhvervet, som så kan sælge flere souvenirs. Jeg så ingen benytte telefonboksene, men rigtigt mange bruge deres mobiltelefoner. Man skal ikke forveksle letterbox med litterbox, den sidste er til affald!
Transportsystemerne fungerer tilfredsstillende. Et væld af busser, taxier og tog i undergrundsbanen holder byen i gang og flytter millioner af mennesker hver dag døgnet rundt. Det kan dog svært at komme frem i myldretiden. Man skal være godt gående for at klare sig i London city. Her ser man ikke mange rollatorbrugere eller svært overvægtige. Heller ikke hunde og katte. Det sidste kan hænge sammen med priserne på boliger. En lille etværelses lejlighed i centrum kan nemt koste mere end 500000 pund. At man skal være godt gående hænger sammen med adgangen til transport. Lave service busser, som vi ser dem i Danmark, er ukendte. Der mange busser af nyt fabrikat overalt, de gamle modeller kører mest på turistruterne i city. Men trængselen kan være ganske stor specielt i undergrundsbanen, kaldet "the Tube". Her står man ofte som sild i tønde, og inden man når så langt skal trapper og rulletrapper forceres. Der er forskellige billetsystemer, det smarteste er det såkaldte "oystercard", hvor man kan indsætte penge på kortet på alle stationer. Kortet føres blot over en scanner, som så reducerer beløbet med 1,7 £ eller andet beløb. Her kunne vi lære noget i Danmark, i stedet for at vil opfinde vores eget rejsekort. På alle stationerne er der venlige medarbejdere, som hjælper os "dumme" turister. Londons historie går langt tilbage.

Byen er fyldt med seværdige bygninger; et must er Tower og Westminster Abbey. Der ud over findes en lang række kirker og museer, man må se, f.eks. Buckingham Palace, St. Bartholomew og St. Pauls Cathedral. Man skal heller ikke snyde sig selv for, at gå på pub og en enkelt gang prøve "Fish n' chips". Men London er også de store butikkers sted, med Harrods og Marks and Spencer i spidsen. Der er uendelige muligheder for at købe alt det, som ingen anede, at de havde brug for.
Når kulturtrætheden melder sig kan man gå en tur i Hyde Park og fodre de halv-tamme grå-egern med hasselnødder. Det er nemmest at have en pose nødder med i kufferten hjemmefra.
Een ting må man ikke snyde sig selv for: en tur i et af de mange teatre, hvor der kører et utal af musicals. Vi så "Dreamboats and Petticoats" på Playhouse Theatre på Northumberland Avenue. Billetterne var købt på internettet i forvejen.
Vi boede på et trestjernet hotel nær Hyde Park. Det er gammelt, øjensynligt sammenbygget af flere huse. Det er svært at finde rundt i da det består af en sand labyrint af gange og trapper. Hotellet står foran en restaurering, heldigvis, for varmen virkede ikke, vvs funktionerne er heller ikke noget at prale af, men restaurationen og vores morgenmad var ok.