elverland.dk © 2003

Julekalender

Tag en dag ad gangen,
ingen er perfekt (næsten)

 

19. december

Send de sidste julekort evt. som e-mail - Bag de sidste småkager.

Juleskikke
Mandlen i grøden er en skik, der stammer fra Frankrig. Her spiser man helligtrekongersaften en kage, hvori man tidligere indbagte en sølvmønt, i dag er det en bønne. Bønnefinderen bliver bønnekonge og får lov at regere i hjemmet for en aften.

Julekonfekt.
Hjemmelavet julekonfekt smager af en eller anden grund bedre end den fine, man køber.

Marcipan, ren chokolade, kakao, blød nougat og diverse nødder og mandler plejer at være hovedingredienserne. Her er nogle forslag:

Kartofler er marcipan-kugler, der trilles i kakao

Valnødde-brød er marcipan-kugler, der trykkes flade, og dyppes halv i chokolade. Oveni trykkes en valnød. En variant er hasselnød i stedet for valnød og smeltet blød nougat i stedet for chokolade.

Pebermyntepastiller
2 æggehvider piskes sammen med 
500 gr. flormelis. Massen skal blive smidig og let flydende.

Smages til med pebermynte-essens.

Form mellem 2 teskeer minimedaljer på bagepapiret.

Kom en lille top af smeltet chokolade på hver. Det omvendte kan også gøres. Man kan begynde med chokoladen og sætte toppe af pebermynte på.

Dæk pastillerne til med folie og sæt den i køleskabet.

Konfekt skal gemmes køligt, ellers bliver den hurtigt kedelig, men prøv at ”pakke” konfekten blandet i små portioner, så kan du nøjes med at tage én portion frem ad gangen. 
Er du nervøs ved at lægge flere slags sammen, kan du lægge mellemlægspapir imellem, og dermed adskille konfekttyperne.